Draken Meeting 2011
Opdateret d. 06-Oct-2019
Årets Draken Meeting, der blev afholdt lørdag den 10. september, blev tilløbsstykke uden lige.
Ikke færre end 56 gæster havde meldt deres ankomst. Det betød, at bestyrelsen måtte fravige det normale koncept, hvor omdrejningspunktet for festlighederne er den gamle motor prøvestand. Her er omgivelserne hyggelige men pladsen er en smule trang.
Det mærkede vi sidste år,
hvor det var nødvendigt at indtage morgenkaffen i flere hold.
I år forlagde vi så begivenhederne til
Air Force Training Center, her er der flotte lokaler og meget plads, således at alle kan spise samtidigt og
endda kapre sig en siddeplads. Morgenkaffen blev indtaget i elevkantinen, hvor Draken Team Karup's
formand samtidigt bød velkommen til de mange gæster og fortalte lidt om dagens program.
Efter kaffen var der afgang til trimpladsen hvor AT-158 var kørt i stilling. Medens alle samledes her blev
trimpladsen overfløjet i et low pass af vores norske medlem Hans Petter Fure i sin smukke Bird Dog.
Soldaterforeningen på Flyvestation Karup havde samme dag årligt træf og de havde på forhånd meddelt,
at de agtede at være tilskuere til opstarten af AT-158, så det var en anseelig mængde mennesker der nød
lyden af en RM6C motor for fuld udblæsning. Der blev også givet en forrygende opvisning af en EH101 fra
Eskadrille 722. Selv om forfatteren til denne artikel anser sig selv for at være garvet udi flyveopvisninger,
kan jeg ikke mindes at have set noget tilsvarende før . Medens alt dette foregik, havde vore sædvanlige
grill kokke Kirsten og Erik gjort de mange grill klar til brug. De to grillede bøffer og pølser til alle med sikker
hånd som sædvanligt, så der også i år blev et lækkert måltid til alle deltagere.
Draken Meeting 2011 sluttede af med et besøg ved Eskadrille 722, hvor Kim Zimmermann fortalte om
eskadrillens virke. Her blev der mulighed for at kigge redningshelikopteren nærmere efter i sømmene samt
mulighed for at bese den yderst voldsomme Volvo, hvor den normale motor er udskiftet med en mindre
jetmotor. Arrangementet sluttede som sædvanligt ved 16- tiden.