Nyt fra Shelter 152
Opdateret d. 06-Oct-2019
Forårsklargørring 2015.
Foråret har igen i år været særdeles travlt, vi startede den 7. marts med den årlige "Store Oprydningsdag" hvor vi fik muget lidt ud i shelteren, og fik sat mange af vores ting på plads. Vi er så heldige, at vi har fået en container til reservedele og en skurvogn til ophold sat ind i shelteren. Der blev gået til stålet af de fremmødte, og resultatet blev da også ganske fremragende, vi kan nu igen med stolthed fremvise shelteren for de mange gæster der kommer forbi.
Anden store aktivitet i foråret var forårsklargøringen, flyene skulle som sædvanlig jackes op og have kørt understel og rorflader. Alt forløb efter planen og begge fly opførte sig eksemplarisk og er nu klar. Vi havde besluttet at starte AR-113 op og efter en enkelt fejlstart, som nok skyldtes mangel på AVPIN, kom der liv i The Queen, alt forløb igen helt perfekt, der er dog stadig en lille lækage i hydraulik-systemet et sted i halen, den må vi se at få lokaliseret og tætnet.
Vi er så heldige, at vi jo har fået et fast onsdagshold i shelteren. John Andersen, Jørgen Jensen, HCW Jensen, Svend B. Larsen, Mogens Bruun samt vores nye mand Børge, kommer hver onsdag og pusler om flyene og sørger for at der altid er orden på tingene i shelteren. De sørger også for at vores ground udstyr er i orden og klar til brug, sidst har de sørget for at få vores bugseringstraktor serviceret, så den nu kan både bremse og styre på forsvarlig vis og så sørger de ligeledes for, at der altid er kaffe på kanden, hvis I har lyst til at besøge dem en onsdag.
Vi har også i dette forår haft besøg af flere modelbureauer, som har brugt shelteren og ikke mindst flyene til baggrund i forbindelse med foto-opgaver.
Jeg kan kun opfordre jer medlemmer til at komme forbi og hilse på, det kræver dog at man enten har et Militært ID, eller at man melder sin ankomst i god tid så vi kan få jer ind gennem vagten.
Venligst
Michael van der Sterren
Materielansvarlig.